Del:

Det nye Videncenter om Bygningers Klimapåvirkninger går i luften. Videncentret skal styrke byggebranchens viden om og kompetencer i at dokumentere nybyggeriers samlede klimapåvirkninger. Årsagen er, at der bliver indført nye krav i bygningsreglementet fra 2023.

Den 31. maj 2021 blev der indgået en politisk aftale om udmøntning af en pulje til bæredygtigt byggeri på 50 mio. kroner. Med aftalen blev der afsat 11,4 mio. kroner til et nyt Videncenter om Bygningers Klimapåvirkninger (VCBK). I dag åbner Videncentret officielt og er klar til at klæde byggebranchen godt på til arbejdet med de nye krav, der træder i kraft i 2023.

Indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek siger:

”Åbningen af Videncenter om Bygningers Klimapåvirkninger er et vigtigt skridt på vej mod mere bæredygtigt byggeri i Danmark. Videncentret udfylder en særdeles vigtig funktion ved at understøtte byggebranchen i at opbygge kompetencer og viden om dokumentation af bygningers klimapåvirkninger. Jeg ser frem til at følge arbejdet de kommende år.”

Centerleder for Videncenter om Bygningers Klimapåvirkninger, Thilde Fruergaard Astrup, siger:

”Det er med stor glæde, at vi i dag lancerer VCBK. Videncentret tilbyder vejledning til hele byggebranchen og varetager en bred vifte af formidlings- og udviklingsaktiviteter. Vi skal blandt andet udarbejde et case-bibliotek, som skal formidle viden om bygningers klimapåvirkninger samlet set og fordelt på bygningsdele og materialer. Og vi tager snart hul på et undervisningsforløb for undervisere og uddannelsessteder. Vi ser frem til at komme i gang med det vigtige arbejde.”

Videncentret kan findes på www.ByggeriOgKlima.dk. Det er forankret under Bolig- og Planstyrelsen, men agerer som et politisk uvildigt organ drevet af et konsortium med en bred faglig viden og indsigt i virksomheders virke fra tegnestue til byggeplads. Konsortiet består af Teknologisk Institut, BUILD (Aalborg Universitet), WE BUILD DENMARK, Green Building Council og Primetime Kommunikation.

Om de nye krav

De nye krav, som indføres fra 2023, indebærer, at man som bygherre for nybyggeri skal dokumentere bygningens klimapåvirkninger ved at udarbejde en klimaberegning i form af en livscyklusvurdering (LCA).

De nye krav omfatter også en øvre grænseværdi for CO2-udledning fra bygningens livscyklus. For nybyggeri over 1.000 m2 indføres der fra 1. januar 2023 en grænseværdi på 12 kg CO2-ækv. pr. m2 pr. år. Fra 2025 vil der gælde en grænseværdi for alt nybyggeri, der er omfattet af energirammen. Grænseværdier fra 2025 og frem er endnu ikke politisk besluttet.

Kravene vil gælde for de samme typer nybyggeri, som i forvejen er omfattet af krav om at overholde energirammen, dvs. bygninger opvarmet til over 5 °C med få undtagelser. Det svarer til omtrent 2/3 af alt nybyggeri i Danmark.

Bolig- og Planstyrelsen forventer at sende de nye krav i høring i april 2022.

I efteråret 2022 forventer Bolig- og Planstyrelsen at udgive en vejledning til bygningsreglementet om kravene.