Del:

Ikke kun i byggebranchen, men også i anlægssektoren stiger opmærksomheden på bæredygtighed. Mød VAM, som er en af de entreprenørvirksomheder, som arbejder hen mod at kunne anvende LCA i anlægsprojekter.

Anlægsprojekter er i dag ikke omfattet af lovpligtige klimakrav, men alligevel stiger opmærksomheden i anlægssektoren på projekternes miljø- og klimapåvirkninger.  

Det fortæller Morten H. Hansen, tilbudsansvarlig hos entreprenørfirmaet VAM, som har taget de første skridt i forhold til at kunne udarbejde livscyklusvurderinger (LCA) for virksomhedens projekter, herunder renseanlæg, kloakker, veje, jordarbejde og klimasikring m.m.  

”Når vi har vundet et projekt og går i gang med planlægningen, udarbejder vi gerne som en del af beslutningsgrundlaget forskellige scenarier for løsninger til projektet. Her er det ikke længere kun pris og kvalitet, der spiller ind i valg af løsning, men også i stigende grad klimapåvirkning. Derfor præsenterer vi gerne vores kunder for CO2-tal for de forskellige scenarier sammen med priskalkulationen og løsningsbeskrivelser,” siger Morten H. Hansen.  

Kobler klimaberegning sammen med priskalkulation

Til at udarbejde disse indledende livscyklusvurderinger benytter VAM EG Sigma kalkulationsværktøjet, som virksomheden i forvejen anvender til tilbud og kalkulation.  

Morten H. Hansen siger: "Vi ser en fordel i at kunne koble tal for CO2-udledning på de mængdedata, vi i forvejen lægger ind i værktøjet til prisberegning. Dermed kan vi lave en indledende analyse af projektets forventede CO2-aftryk. Og vi kan let opdatere tallene, når vi ved, hvordan et projekt ender med at blive udført.”  

Maskiner og transport er de største syndere 

De to største belastninger i anlægsprocessen er typisk energiforbrug til maskiner og transport ifølge VAM’s beregninger. Miljødata for energiforbruget til maskiner trækker VAM digitalt, da det allerede er noget, virksomheden registrerer for at kunne afregne forbrug med kunderne. Med disse data arbejder VAM målrettet med at kunne beregne CO2-udledningen, der er forbundet med de væsentligste produkter og byggeprocesser. Med andre ord fokuserer VAM på at reducere dér, hvor de største syndere er. 

Derudover benytter VAM miljødata for produkter til sine beregninger. De består dels af generiske data, som er indbygget i EG Sigma, dels af data fra EPD’er, som VAM indhenter fra producenter, eller som allerede ligger i kalkulationsværktøjet.  

Tal kan overraske 

”Vi bliver ind imellem blevet overraskede af resultaterne af beregningerne, og det betyder jo, at det er meget nyttigt at kigge på klimapåvirkningen mere systematisk, for at vores kunder har det bedst mulige beslutningsgrundlag. Selvom prisen stadig er meget afgørende, oplever vi også, at der er flere og flere, som efterspørger CO2-data, og det er vigtigt for os at være med denne udvikling.” 

Forsyning kigger på CO2 

Et godt eksempel på brug af LCA i anlægsbranchen er, at VAM i øjeblikket deltager i et partnering-baseret projekt for Favrskov Forsyning, som ønsker at adskille regn- og spildevand i separate kloakeringer. Her er Niras rådgiver og står for at udarbejde LCA-vurderinger af klimapåvirkningen for forskellige løsningsforslag ved hjælp af InfraLCA, som er Vejdirektoratets og Banedanmarks LCA-beregner. Til projektet i Favrskov Forsyning har VAM leveret data til Niras for deres del af projektet.   

De samlede LCA-vurderinger udarbejdet af Niras kommer til at indgå som en del af Favrskov Forsynings beslutningsgrundlag for valg af løsninger.  

Klimapåvirkning og ressourceknaphed er to sider af samme sag 

Men hvordan kan man egentlig udføre et anlægsprojekt mere klimavenligt? Det giver Morten H. Hansen nogle eksempler på: 

”I det kloakprojekt kan man fx have fokus på at bryde så lidt af en eksisterende vej op fx ved at lægge rørene i en mark langs vej i stedet for under vejen. Det kan også spares CO2 i valget af kloakrør, og hvis det i forhold til miljøbeskyttelsesloven er muligt at genbruge den jord, man graver op, gør det også en stor forskel, i stedet for at skulle købe nye materialer og skulle transportere dem frem til stedet.” Han fortsætter:  

”Vi er meget opmærksomme på, at vi ud over klimaudfordringen også står over for en ressourceudfordring, efterhånden som råstofferne bliver færre og færre. Vi oplever allerede nu, at vi fx ikke kan få sand så tæt på brugsstedet som tidligere simpelthen fordi man nogle steder er løbet tør for sand. Så det er vigtigt, at vi har fokus på genbrug og genanvendelse af materialer, hvilket jo samtidig har en positiv CO2-effekt.”  

"Det koster naturligvis tid og timer med at større fokus på CO2 og ressourcer, men det er i stigende grad en væsentlig del af vores arbejde. Samtidig giver det nye muligheder kreativ tænkning og for at videreudvikle vores løsninger,” slutter Morten H. Hansen. 

Fakta om VAM

VAM er en familieejet virksomhed, der er specialiseret i anlægsprojekter blandt andet renseanlæg og infrastruktur som veje og kloaksystemer. Virksomheden har 150 medarbejdere og hovedsæde i Vester Alling og kontorer i Aarhus, Randers og Ebeltoft. 

I virksomheden er der 6-7 medarbejdere, der arbejder med kalkulationer, og de arbejder alle hen mod at kunne udføre LCA-beregninger i kalkulationsprogrammet. Virksomheden lægger vægt på intern videndeling om LCA, som er en indsats Morten H. Hansen koordinerer.